Oplysninger om de ansættelsesmæssige konsekvenser af lang tids sygdom
18. marts 2011 DANMARKS LÆRERFORENING
Kredsstyrelsen
Sygdom – hvad så…
Formålet med denne lille folder er oplysning om de ansættelsesmæssige konsekvenser af lang tids sygdom. Flere lærere har følt sig foruroligede og usikre, når f.eks. arbejdsgiver og socialforvaltning henvender sig ved længere tids sygdom.
Læs her hvad du kan forvente…
Kontakt skole / sygemeldte
Ved længere tids sygefravær har de fleste behov for at holde kontakt med arbejdspladsen i en eller anden udstrækning. Kommunen / skolen har formuleret en sygdomspolitik / fraværspolitik på området.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller din sikkerhedsrepræsentant, så du får klarlagt proceduren på din skole.
Kontakt DLF, kreds 51 ved længerevarende sygdom
Kontakt hellere én gang for meget end én gang for lidt. Kredsen kan give mere præcise svar på, hvordan du er stillet i den specifikke situation med hensyn til omsorgssamtaler og opfølgning herpå.
Det kan give dig et bedre overblik over proceduren ud fra din konkrete situation.
Sygdom indtil videre.
Du kan desværre blive så syg, at arbejdet ikke umiddelbart kan genoptages. Når du er sygemeldt i længere tid, er det sygdommen, der giver anledning til størst bekymring. Men alle de mange spørgsmål om, hvad der sker med arbejde, ansættelse og indtægtsgrundlag, kan give anledning til yderligere bekymring. Derfor er det vigtigt at du altid kontakter kredsen.
Kontakt altid lægen.
Sygdom af længere varighed medfører altid kontakt til egen læge / sygehus. I enkelte tilfælde kan det dog forekomme, at lægen ikke umiddelbart kontaktes, eksempelvis når psykiske problemer er årsag til fraværet.
En længerevarende sygemelding bør dog altid ske i samråd med egen læge. Det er lægen, der kan vurdere, hvad der skal ske med henblik på helbredelse. Det er også lægen, der skal dokumentere sygefraværet, hvis det forlanges af arbejdsgiveren.
Arbejdsskade.
Skyldes sygefraværet en arbejdsskade eller arbejdsbetinget lidelse, skal der ske anmeldelse. Arbejdsgiveren har pligt til at anmelde arbejdsulykker, mens din læge har pligt til at anmelde arbejdsbetingede lidelser (påvirkning udover fem dage). Anmeldelsen kan også foretages af tandlægen, lærerforeningen eller den tilskadekomne selv. Endvidere er lærerforeningen behjælpelige med at følge op på en skadesanmeldelse.
Kontakt straks din sikkerhedsrepræsentant og kreds, når der er sket en arbejdsskade.
Dokumentation af sygefravær.
Sygdom skal straks meddeles skolen efter de interne regler. Sygdom skal på forlangende dokumenteres ved lægeerklæring til arbejdsgiveren og fraværserklæring til bopælskommunens sociale myndighed. Der kan forlanges en attest fra den ansattes læge eller specialist om sygdommens varighed efter 14 dages sygdom.
Arbejdsgiver og social myndighed skal skriftligt anmode om erklæringerne, hvorved egenbetaling undgås.
Hvis antallet og/eller karakteren af forudgående sygemelding taler for det, kan arbejdsgiveren kræve lægeattest på et tidligere tidspunkt. F.eks. fra 1. sygedag.
Efter 2 uger i træk.
Når en ansat har været syg i sammenhængende 2 uger, er det arbejdsgiverens pligt at underrette socialforvaltningen / syge-dagpengeafdelingen i bopælskommunen.
Tilknytning til arbejdspladsen.
Senest efter 8 ugers sygefravær skal Jobcenteret i bopælskommunen kontakte den sygemeldte med henblik på at bevare tilknytning til arbejdsmarkedet. Når du bliver kontaktet af jobcentret om et møde, skal du altid henvende dig til kredsen, så I kan aftale hvordan kredsen støtter dig i det videre forløb. Hvis du ikke er blevet kontaktet efter 8 ugers sygdom, bør du selv, efter samråd med kredsen, kontakte kommunen.
Der følges op med et møde min. hver 4. uge.
Søg ikke nedsat tid eller orlov – på grund af sygdom.
Nogle vælger at søge nedsat tid eller orlov uden løn under sygdom. Det er ikke en løsning lærerforeningen umiddelbart kan anbefale – bl.a. grundet ringere pensionsvilkår. Kontakt derfor altid kredsen.
Sygdom i dine ferieperioder.
Hvis du er sygemeldt i dine aftalte ferieperioder, skal du kontakte tillidsrepræsentanten / kredsen som vil være dig behjælpelig med din sygemelding i forhold til arbejdsgiver.
Genoptagelse af arbejdet!
I forlængelse af længerevarende sygefravær er der mulighed for at starte på nedsat tid med fuld løn i en på forhånd aftalt tidsperiode. Dette aftales mellem arbejdsgiver, Jobcentret i din bopælskommune, organisation og medarbejder.
Hvis man ikke bliver helt rask igen.
Social- og sundhedsforvaltningen skal senest efter 8 uger udarbejde en handleplan. Der kan blive tale om hjælp til at blive omskolet til andet arbejde, løntilskud til nedsat arbejdstid, eller social pension. Herunder hører job på særlige vilkår, hvor arbejdsbetingelserne aftales konkret for den enkelte medarbejder.
Job på særlige vilkår er underlagt rammeaftalen om det sociale kapitel, det betyder at der kan være nogle konsekvenser løn - og pensionsmæssigt. Kredsen skal derfor altid inddrages, når der aftales job på særlige vilkår.
Afsked på grund af sygdom.
Arbejdsgiveren kan indlede en sygeafskedigelsessag, når der skønnes at være grund hertil. Der er forskel på vilkårene for tjenestemænd og overenskomstansatte, kontakt derfor altid kredsen.
DLF, kreds 51 Højby Hovedgade 39 4571 Højby tlf.: 59302351/40312351 E-mail: 051@dlf.dk www.dlfodsherred.dk |



